Dansk Nijmegen Kontingent

Nijmegenmarchen

18.-21. juli 2017

Tilbage til alle nyheder

Kort og godt fra årets første stabsmøde

06-02-2015 - Rune Kronenberg

Der arbejdes allerede målrettet i Dansk Nijmegen kontingents stab for at sikre, at årets Nijmegen march bliver så god en oplevelse som muligt for de danske gængere.

Rundt omkring i det danske land er de mange gængere allerede i fuld gang med træningen til årets Nijmegen march, og det er med god grund.

For der skal gerne følges op på sidste års meget fornemme præstation, hvor der kun var to gængere, der udgik fra Dansk Nijmegen Kontingent.

Kan vi skære blot én fra det tal pr. år, så ser det nemlig helt forrygende ud, både i forhold til årets march, men så sandelig også til 100 års jubilæums marchen, som der også allerede arbejdes på; både i Danmark og Holland.

Derfor er det rigtig vigtigt, at man er i god march form og har et velfungerende hold, hvor man kan støtte hinanden og give hinanden de nødvendige vinger, når fødderne gør ekstra ondt.

I den forbindelse er det vigtigt lige at gøre opmærksom på, at der igen er krav om, at man som gænger skal gennemføre en af de tre kontrolmarcher:

Århus 02.-03. maj 2015 (Ansvarlig er Rolf Johnsen)
Grænsemarch 16.-17. maj 2015 (Ansvarlig er Johnny Larsen)
Slagelsesmarchen 20.-21. juni 2015 (Ansvarlig er Thomas Thisted)

Og det er kun disse tre marcher, der kan bruges som ’adgangsbillet’ til årets Nijmegen march; så selvom man har planer om at gå andre marcher i løbet af foråret - og kan dokumentere, at man har gennemført andre marcher, så skal man ud og nyde den smukke danske natur via en af ovenstående kontrolmarcher.

Ellers løber alt i både den vante og velafprøvede rille i forhold til forberedelserne til sommerens march; og de enkelte sektioners ledere kunne melde tilbage om solide hold, som glæder sig, og allerede nu tripper for at komme til Holland og hjælpe de danske, svenske og norske gængere med at komme i mål.

Del siden:

Kontakt: presse@nijmegen.dk