28-02-2025 00:00:00 - Thomas Thisted, March Koordinatorer
Til Holdførere Nijmegen 2025
I forbindelse med jeres indsendelser af forhåndstilmeldinger til deltagelse i Nijmegen Marchen 2025 kan vi konstatere, at der er en fuldkommen overvældende interesse for at deltage i dette års march.
Umiddelbart inden tilmeldingen åbnes, har 1009 deltagere tilkendegivet, at de ønsker at deltage. Det er 529 flere end de 480 pladser, vi har fået tildelt.
Derudover har vi modtaget tilkendegivelser fra ikke mindre end 42 hold. Vi har i en længere periode årligt haft omkring 26-28 hold, så dette er også en markant stigning.
Derfor må vi forudse, at det kan blive nødvendigt at prioritere både blandt deltagere og muligvis også i antallet af hold.
Vi er fuldt ud klar over, at dette ikke er optimalt, men det er en absolut nødvendighed.
Hvis vi bliver nødt til at prioritere, vil hver enkelt holdfører blive kontaktet af en af os tre koordinatorer for en afklaring af deltagerne på det pågældende hold. Derfor beder vi jer om at være kontaktbare i ugen efter, at tilmeldingen åbner – gerne både på telefon og mail.
I forbindelse med tilmeldingen kommer alle som sædvanligt på venteliste, indtil bl.a. MA-numre er kontrolleret, og vi marchkoordinatorer har fået et overblik over det faktiske antal tilmeldte.
Ovenstående skal dog på ingen måde afholde nogen fra at tilmelde sig. Der bliver ikke opkrævet deltagergebyr, før pladsen er tildelt og dermed sikret, så fortsæt endelig det gode arbejde derude!